Påske traditioner i familien: påskeæg, påskefrokost og nye minder med børn
- 13. mar.
- 3 min læsning

Påskeæg, pynt og påskefrokost
Påsken har aldrig været en religiøs højtid hjemme hos os. Til gengæld har den altid været en glimrende undskyldning for at spise en masse fisk og pynte huset med små gule dyr.
Og æg. Mange æg.
Da jeg var barn, holdt vi altid påskefrokost hos min mormor. Jeg husker især bordet. Det var et af de der borde, hvor man ikke helt kunne se dugen, fordi der stod så meget mad på det.
Der var fiskefiletter, alle slags sild, laks og torskerogn, røget torskelever. Og virkelig mange andre fisk. Jeg er ret sikker på, der også var tarteletter, men jeg kan ikke sværge på det. Det kan også være, at min hjerne bare synes, tarteletter burde være der.
Det vigtigste var egentlig ikke de præcise retter. Det var følelsen af et bord der bugnede – og at der altid var plads til én mere.
Der var ikke nogen særlige påsketraditioner. Ingen æggejagt, ingen lege. Bare mad, mennesker og flere fisk.
Min mors påske: fuld gas på pynten
Hvis min mormor gik all-in på maden, gik min mor all-in på på pynten.
Hun gik all in på højtider. Ikke bare jul. Alt.
Til påske betød det gule duge, små æg over det hele, kyllinger, kaniner og troldegrene med pynt hængende i alle retninger. Hele huset var pyntet, så selv postbuddet sandsynligvis kunne se, at vi holdt påske.
Det var farverigt. Lidt kitschet. Og enormt hyggeligt.
Og så hjalp det selvfølgelig, at min fødselsdag næsten altid falder i påsken. Så jeg har fået en hel del påskeæg i fødselsdagsgave gennem årene – noget jeg absolut ikke havde nogen indvendinger imod.
Jeg har faktisk ikke noget tilbage fra min barndom. Ingen pynt eller små æg. Men minderne sidder stadig fast.
Vores egen påske (snart)
Nu står jeg et andet sted i livet. Med Møf, en familie og snart et nyt hus.
Vi når ikke at holde påskefrokost derude i år – men 2027 starter vi.
For jeg elsker at samle mennesker. Der er ikke meget der slår et langt bord med venner og familie, god mad og den der stemning hvor folk bliver siddende lidt længere end planlagt.
Der er dog et par ting, der bliver lidt anderledes end i 80'erne:
Der bliver mindre alkohol, når der er børn til stede.
Og ingen rygning indenfor. Slet ikke ved bordet.
Ellers må det gerne ligne det jeg husker: et bord fyldt med mad og et hus fyldt med mennesker.
Pynten? Jeg går all in
Når det kommer til pynt, har jeg allerede besluttet mig.
Jeg går all in. Ligesom min mor.
Der er noget helt særligt ved højtider hvor huset ændrer sig lidt. Hvor man kan mærke, at sæsonen skifter. For mig er påsken starten på året hvor vi igen begynder at leve lidt mere ude, samles mere og spiser sammen.
Jeg vil gerne have, at Møf vokser op med følelsen af, at selv små begivenheder må gerne fejres.
Man behøver ikke en kæmpe anledning. Nogle gange er det nok, at det er forår.
Påskeæg – måske lidt kreative
En ting jeg godt kunne forestille mig at gøre sammen med Møf er at dekorere påskeæg. Det er sådan en klassiker som både børn og voksne kan være med til.
Og hvis man virkelig vil tage det seriøst, har Martha Stewart samlet 51 forskellige måder at dekorere påskeæg på.
Du kan se dem her
Jeg tror ikke helt, vi når alle 51.
Men det er svært ikke at blive lidt inspireret.
Nye traditioner
Jeg ved ikke endnu, om vi skal have æggejagt i haven. Måske hvis der er mange børn. Eller måske en voksenudgave, hvor man leder efter chokolade i stedet. Det har bestemt potentiale.
Men én ting ved jeg allerede:
Jeg vil gerne have, at Møf husker påsken som varm, hyggelig og fuld af mennesker.
Ikke fordi man skal. Men fordi man kan.
Og fordi livet nogle gange bliver lidt bedre, når man finder en undskyldning for at dække et stort bord.
Den kommende
Mrs Storm


Kommentarer