Jeg skal have botox i benene… og nej, det er ikke for rynker

Hvis nogen havde sagt til mig i 2005, at jeg en dag frivilligt ville få lammet mine muskler med botox… så havde jeg nok troet de havde fået solstik.

Men her er vi så.

Den 8. juni skal jeg have botox i højre ben. I tibialis anterior og soleus. Og senere også i venstre ben og højre arm. Ikke for rynker. Ikke for “glat hud”. Men fordi mine muskler konstant føles som balloner der er ved at sprænges.

Og helt ærligt?

Jeg glæder mig.

Mine første symptomer startede helt tilbage i 2005. Jeg fik at vide at det bare var skinnebensbetændelse. Det stak inde i musklerne når jeg brugte dem, og der skulle næsten ingenting til før det gjorde ondt.

Jeg stolede egentlig bare på at lægerne vidste hvad de talte om. Jeg vidste bare selv, at der var noget helt galt.

Med årene blev det værre. Og værre.

I dag kan jeg kun lige gå lidt rundt inde i huset. Ellers bruger jeg stok eller kørestol. Jeg har smerter hele tiden. Den der slags smerte som bliver en del af baggrundsstøjen i ens liv. Hvor man lærer at fungere med et konstant smerteniveau på 6-7, fordi alternativet er at bryde sammen over det.

Det føles som om der er overtryk i mine ben og arme hele tiden. Som om musklerne er alt for store til det plads de har. Så snart jeg bevæger mig, gør det ondt med det samme.

Det gør mig også til en lidt grumpy satan nogle dage.

Jeg plejede faktisk at elske at løbe.

Det er mærkeligt at savne noget så simpelt. Bare dét at kunne løbe uden at tænke over hvert eneste skridt. Jeg tror ikke man forstår hvor meget kroppen betyder, før den stopper med at samarbejde.

Det var først da det udviklede sig til akut compartment syndrom, og lige før operation, at jeg endelig fik den rigtige diagnose.

Compartment syndrom.

Et navn på noget jeg havde levet med i årevis.

Og på en måde var det en lettelse. Ikke fordi diagnosen er fed — det er den virkelig ikke — men fordi der endelig var nogen der sagde:“Det er ikke bare noget du bilder dig ind.”

For det er det mærkelige ved kroniske smerter. Folk kan ikke altid se dem. Og når folk ikke kan se smerte, kan man hurtigt komme til at føle sig misforstået.

Jeg er blevet opereret mange gange i benene gennem årene. Akillessener, knæ, skinneben. Men mine ben har lidt føltes som et projekt der bare langsomt blev opgivet.

Derfor sagde jeg ja til botox med det samme.

Fuldstændig uden tøven.

Ikke fordi det ikke er lidt absurd. For det ER det da.

“Hej, vi lammer lige dine muskler med gift, så du måske får mindre ondt.”

Perfekt. Hvornår starter vi?

Men for første gang i lang tid føles det som om nogen faktisk prøver noget.

Der er håb igen.

Botoxen skulle gerne få musklerne til at krympe over tid, så der bliver mere plads i fascierne og mindre tryk. Det er også en måde at bevise at smerterne faktisk kommer fra musklerne og compartment syndromet.

De starter kun med højre ben, så jeg stadig har noget gå- og ståfunktion tilbage.

Jeg kommer ikke til at kunne løfte foden ordentligt, så jeg har fået sådan en støvle med hjem. Den generer mig egentlig ikke. Jeg ved jo hvorfor jeg skal bruge den. Jeg skal også lave øvelser for at strække akillessenen, så den ikke bliver strammere mens musklen er lammet.

Og ja… det er lidt spøjst at være glad for en støvle og en halvt lam fod.

Men her er vi også kommet til et punkt hvor jeg tænker:“Hvis det virker, så er det det hele værd.”

Det sjove er næsten folks reaktioner.

De fleste forbinder jo kun botox med kosmetik. Det gjorde jeg også selv. Botox var sådan noget med Hollywood, rynker og svedproblemer.

Nu er det pludselig noget der måske kan give mig mindre smerte.

Der har allerede været virkelig mange:“Nååå, så får du glatte ben samtidig?”

Og ærligt…Hvis jeg kan få mindre smerte OG silkebløde lægge, så tager jeg den deal.

Jeg er faktisk ikke bange.

Ikke rigtigt.

Jeg er mere lettet end noget andet. Jeg er vred på min krop som den er nu, og jeg glæder mig over at der endelig sker noget.

Selvfølgelig findes der også den lille frygt for:“Hvad nu hvis smerterne stadig er der?”Eller:“Hvad nu hvis noget går galt?”

Men jeg tror bare jeg er nået til et sted hvor håb fylder mere end frygt.

Der findes heller ikke rigtig nogen succesrate at læne sig op ad, fordi det her ikke er noget man bare gør hele tiden. Så på mange måder føles det lidt som et eksperiment.

Men det er forsøget værd.

100%.

Kroniske smerter ændrer en som menneske.

I starten var det svært at bede om hjælp. Jeg fik dårlig samvittighed når jeg måtte sige nej til ting. Det har jeg ikke længere. Man lærer sine grænser at kende på den hårde måde.

Humor hjælper virkelig meget. Det gør Direktøren også. Han holder mit humør oppe når jeg selv er ved at eksplodere lidt indvendigt. (og udvendigt).

Og måske er det egentlig dét jeg sidder tilbage med lige nu:

For første gang i mange år føles det ikke som om mine ben bare er blevet opgivet.

Der er nogen der prøver.

Og det betyder mere end jeg kan forklare.

Xx Mrs Storm