Fester 2026 – et år med meget at fejre
- 10. mar.
- 3 min læsning

2026 bliver et år med mange fester hos os. Ikke fordi jeg pludselig har fået en forkærlighed for store arrangementer, men simpelthen fordi der er meget at fejre.
Jeg elsker at samle mennesker omkring et bord. For mig er det livet – gode samtaler, mad, lys i haven og den der følelse af at alle lige sænker skuldrene lidt.
Men jeg skal være ærlig: det kræver også en del planlægning fra min side. Jeg er ikke typen der lader ting være op til tilfældighederne.
Jeg har skrevet lister. Mange lister.
At holde fest – min måde
Når jeg planlægger en fest, starter jeg altid samme sted: med lister.
Lister over mad, gæster, borddækning, indkøb og små detaljer. Ikke fordi det skal være perfekt, men fordi jeg gerne vil kunne slappe af på selve dagen.
Den største fejl man kan lave, når man holder fest, er efter min mening at overplanlægge. Der skal være plads til hyggen.
Mad er for mig ikke centrum for festen – det er rammen om hyggen.
Jeg elsker at dække bord, og jeg går ofte i gang et par dage før, så jeg kan gå og nusse med detaljerne. Stearinlys, blomster, måske lanterner i haven – alt det der gør stemningen lidt ekstra hyggelig.
Indflytterfest og fødselsdag i april
I slutningen af april holder vi indflytterfest og min fødselsdag på samme tid.
Det bliver en relativt lille fest med omkring 10–15 mennesker. Mange af dem har endnu ikke set huset, så jeg glæder mig virkelig til at vise det frem.
Planen er en havefest – hvis vejret vil.
Vi tænker grill, tapas og måske lidt mexicansk. Det har efterhånden udviklet sig til lidt af en tradition til mine indflytterfester, med mexicansk.
Der bliver selvfølgelig kage, måske en chocolate gateaux, og jeg holder sikkert en lille tale. Og hvis stemningen er til det, kan det også godt være jeg finder ukulelen frem.
Jeg glæder mig mest til at se mennesker, vi ikke har set længe.
Vores hemmelige bryllup
En af de helt store begivenheder i 2026 er vores bryllup. (For os)
Det bliver meget intimt – kun os, og vores to piger, Møf og Direktørens datter. Og Direktørens datters kæreste.
Der bliver ingen stor fest. Bare os.
Vi bliver gift på stranden, og bagefter tager vi forbi pølsevognen.
Det er lige præcis sådan vi gerne vil have det: uhøjtideligt, enkelt og helt vores eget.
Jeg syr selv min kjole, og den er næsten færdig. Jeg har også en lille tale klar til dagen.
Resten må verden høre om senere, når der er faldet lidt ro på.
Møfs første fødselsdag
En af de fester jeg glæder mig allermest til, er Møfs første fødselsdag.
Hun bliver ét år, og det føles allerede helt vildt.
Der bliver familie, venner og børn – og selvfølgelig en helt særlig tradition: smash the cake.
Hun får sin egen kage, og jeg glæder mig næsten lige så meget som hende til at se, hvordan hun reagerer, når hun får lov til at gå helt amok i den.
Mit håb er bare, at det bliver et rigtigt kerneminde.
Thanksgiving – en tradition jeg elsker
Thanksgiving har jeg holdt i mange år efterhånden. Jeg tror vi er oppe på 13–15 gange nu.
Det er en af mine absolutte yndlingstraditioner.
Vi bliver omkring 14 mennesker, og det er et sammenskudsgilde. Alle tager en ret med fra en fast liste, hvor der bliver trukket lod – bortset fra mig, for jeg står altid for kalkun og sovs.
Bordet er dækket klassisk, og midt i middagen tager vi en runde, hvor alle fortæller hvad de er taknemmelige for.
Jeg laver også små pakker til gæsterne med et personligt taknemmelighedsbrev.
Det er en af de aftener hvor man virkelig mærker, hvor heldig man er med de mennesker man har omkring sig.
Måske julefrokost
Vi overvejer også at holde julefrokost.
Det afhænger lidt af overskud – og om Direktørens familie har lyst.
Hvis vi gør det, bliver det klassisk dansk julefrokost med hele baduljen: snaps, julemusik og masser af mad.
Og jeg kan ikke leve uden flæskesteg på et julebord.
Surprisefest for Direktøren
Året startede faktisk allerede med en fest.
I februar fyldte Direktøren 55 år, og jeg havde planlagt en surprisefest for ham.
Jeg tror ikke han anede noget før på selve dagen – og han blev så glad.
Det er sådan nogle øjeblikke der gør alt planlægningen værd.
Et år med mennesker omkring bordet
Når jeg kigger på kalenderen for 2026, kan jeg godt se at det bliver et festligt år.
Men for mig handler det ikke om store arrangementer eller perfekte middage.
Det handler om mennesker.
Om lange aftener, stearinlys, latter, børn der løber rundt i haven – og følelsen af at livet faktisk er ret godt, når man sidder omkring et bord med dem man holder af.
Den kommende
Mrs Storm <3


Kommentarer