Hår... er det så vigtigt?
Jeg kan næsten datere gamle billeder af mig selv ud fra mit hår.
Ikke nødvendigvis med årstal, men med perioder. Der var det lange hår. Det korte. Det mørke. Det lyse. Det meget lyse. Det hår, der var resultatet af en frisør, og det hår, der meget tydeligt var resultatet af, at jeg selv havde fået en idé.
Når jeg ser billederne i dag, ser jeg derfor heller ikke bare forskellige frisurer. Jeg ser forskellige versioner af mig selv.
Og der har godt nok været mange.
Det er egentlig mærkeligt, hvor meget betydning vi tillægger hår. Det er noget, der vokser ud af hovedet, som vi kan klippe af uden bedøvelse, og som rent biologisk ikke burde have ret meget at skulle have sagt om vores identitet. Alligevel kan det føles enormt, når det bliver klippet for kort, når farven bliver helt rigtig, eller når man en tirsdag aften står på badeværelset med en æske hårfarve og en urokkelig tro på, at det her nok er begyndelsen på et helt nyt liv.
Det var det sjældent.
Her er et galleri over mit hår, i vilkårlig rækkefølge:
Jeg havde som regel præcis det samme liv dagen efter. Bare med et andet hår.
Men måske var det heller ikke helt ligegyldigt.
For når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, at jeg har brugt mit hår til mere end bare at se ud på en bestemt måde. Jeg har brugt det til at prøve forskellige udgaver af mig selv af. Nogle gange skulle jeg passe ind, andre gange skulle jeg skille mig ud. Jeg har prøvet at se ældre ud, yngre ud, pænere, sejere, mere feminin og sikkert også bare anderledes, fordi det menneske, jeg så i spejlet, havde brug for, at noget ændrede sig.
Det er nok derfor, hår så ofte ryger efter et brud, en krise eller en stor forandring i livet. Vi kan ikke nødvendigvis ændre alt det, vi gerne ville ændre, men vi kan bestille en tid hos frisøren.
Og så kan man sætte sig i stolen som én version af sig selv og rejse sig en time senere og i det mindste ligne en, der har styr på sin nye begyndelse.
Det er næsten terapi.
Bare med dårligere fortrydelsesret.
Mit hår er på den måde blevet en slags tidslinje over mit liv. Ikke over de store officielle begivenheder, men over alle de små forskydninger i, hvem jeg var, hvem jeg gerne ville være, og hvem jeg var på vej til at blive.
Der er frisurer, jeg ser tilbage på og elsker. Der er nogle, jeg oprigtigt savner. Og så er der selvfølgelig også dem, hvor jeg mest tænker, at det var heldigt, Instagram ikke fandtes endnu.
Men jeg har faktisk ikke lyst til at grine for meget af hende på de gamle billeder.
For hun vidste jo ikke det, jeg ved nu.
Hun stod midt i sit liv og prøvede at finde ud af det. Nogle gange traf hun store beslutninger. Nogle gange traf hun dårlige beslutninger. Og nogle gange besluttede hun åbenbart, at løsningen var pandehår.
Hun prøvede.
Det er måske dét, jeg ser tydeligere nu, når jeg kigger tilbage på alle de forskellige frisurer. Jeg leder ikke længere efter den version af mig, der var den “rigtige”. Hende med håret, kroppen, tøjet eller livet, som jeg burde forsøge at komme tilbage til.
For hun findes ikke.
Jeg var mig med det lange hår. Jeg var mig med det korte. Jeg var mig som mørkhåret, lyshåret og lillahåret og alle de mere eller mindre velovervejede stop derimellem. Nogle af de kvinder havde det fantastisk. Nogle havde det ad helvede til. Nogle vidste præcis, hvor de skulle hen, og andre stod bare med en hårfarve fra Føtex og gjorde deres bedste.
De var stadig mig allesammen.
Og måske er det faktisk dét, jeg bedst kan lide ved hår.
Det vokser videre.
Uanset hvor meget man har elsket det, hadet det, farvet det, klippet det eller ødelagt det, bliver det ikke stående dér som et permanent bevis på, hvem man engang var. Det ændrer sig langsomt sammen med én.
Man kan klippe det hele af og fortryde det. Man kan bruge flere år på at få det langt og pludselig beslutte, at nu skal det væk. Man kan vælge helt forkert og stå foran spejlet med en meget konkret forståelse af ordet konsekvens.
Og så sker der noget ret vidunderligt ordinært.
Det vokser ud igen.
Ikke hurtigt. Ikke nødvendigvis sådan, som man havde forestillet sig. Og uden den fjerneste interesse for ens planer.
Det vokser bare videre.
Det er egentlig ikke den værste metafor for et liv.
❤️ Mrs Storm
Kommentarer