Jeg har skrevet min bog færdig, og nu scanner jeg klistermærker for at bevare forstanden

Der er sket lidt siden sidst.

Eller… “lidt” er måske en underdrivelse.

Jeg har skrevet min bog færdig.

Sådan helt færdig-færdig.

Ikke “jeg mangler lige at rette tre kommaer og flytte et billede

”-færdig. Ikke “jeg tror måske, den snart er færdig”-færdig.

Den er sendt afsted.

En håbefuld historie eksisterer nu uden for min MacBook!

Og det er åbenbart dér, den virkelig nervepirrende del begynder.

For nu kan jeg ikke gøre mere.

Jeg kan ikke lige rette et ord. Jeg kan ikke flytte rundt på et afsnit. Jeg kan ikke sidde klokken 23.47 og beslutte, at en overskrift selvfølgelig skal være tre millimeter længere mod venstre.

Nu skal jeg bare vente på, at den kommer ud i verden.

Og jeg er ved at DØ af det.

På den gode måde. Mest.

Det er en meget mærkelig følelse at have brugt så lang tid på noget, der kun har eksisteret inde i mit hoved og på min computer, og så vide, at der lige om lidt kan stå et rigtigt menneske et sted og holde den i hænderne.

Mit nye navn på forsiden og det hele.

Nøjeren.

Så jeg har naturligvis fundet noget andet at gå op i

NFC-stickers.

Jeg købte oprindeligt 50 små klistermærker, fordi jeg tænkte:

“Dem kan man sikkert lave et eller andet smart med.”

Det kunne man.

Problemet er bare, at når jeg først opdager, at noget kan automatiseres, udvikler jeg tilsyneladende et personligt problem med alle ting, der ikke er automatiseret.

Jeg scanner nu små klistermærker rundt omkring i huset hver eneste dag.

Ved vaskemaskinen har jeg et, der starter timere, som passer til den tid vaskemaskinen rent faktisk bruger og ikke den fantasitid, den selv påstår.

Jeg har et system til ting, der skal fixes.

Jeg har rengøringsgenveje.

Og jeg har selvfølgelig mit Alpha-sticker ved min plads i stuen, som åbner hovedmenuen til hele mit lille digitale kommandocenter.

Det er fuldstændig unødvendigt.

Jeg elsker det.

Jeg er nu det menneske, der kan scanne et klistermærke med sin telefon og få besked om, hvad hun skal lave, hvornår vaskemaskinen er færdig, og hvilke dele af huset der trænger til en omgang.

Jeg mangler sådan set bare, at huset begynder at svare:

“Javel, fru Storm.”

Og så venter vi

Så lige nu befinder jeg mig et lidt mærkeligt sted.

Et kæmpe projekt er afsluttet.

Hjemmesiden til mit forfatterskab er blevet klar.

( www.charmainestorm.dk ) 

Bogen er sendt ud af mine hænder.

Og der er ikke længere noget, jeg kan pille ved.

Jeg skal bare vente.

På at En håbefuld historie kommer på gaden.

Jeg glæder mig helt enormt.

Jeg er stolt.

Jeg er spændt.

Og jeg har muligvis lyst til at kontrollere internettet hvert 11. minut for at se, om den pludselig er dukket op et sted.

Det gør jeg selvfølgelig ikke.

Jeg har trods alt NFC-stickers, jeg kan gå rundt og scanne imens.

❤️ Mrs Storm