Haveupdate: September og den store nedlukning

September er havens lidt bitre måned.Ikke fordi den er grim. Tværtimod.

Der er æbler på træerne, kølige morgener, dug i græsset og den der meget Instagram-venlige efterårsstemning, hvor man teoretisk set burde stå med en striktrøje og en kop kaffe og nyde naturens skiften.

I praksis står jeg mest og tænker:

Nå. Så skal alt det lort pakkes væk. For september er måneden, hvor haven langsomt lukker ned. Alt det, man har brugt foråret på at finde frem, sommeren på at flytte rundt på og tre måneder på at lade som om altid har stået præcis dér, skal nu vaskes, ryddes, høstes, flyttes og puttes tilbage i en garage, et skur eller et eller andet sted, hvor det kan stå og irritere én indtil april.

Men først: frugten.

Og dét kan jeg faktisk godt lide. Vi har flere frugttræer, og lige nu begynder de for alvor at betale husleje. Der er noget enormt tilfredsstillende ved at gå ud i sin egen have og hente mad direkte ned fra et træ. Det føles meget selvforsynende og overskudsagtigt, selvom jeg fem minutter senere står med en spand nedfaldsæbler, en overmoden pære i skoen og ingen som helst plan for, hvad jeg skal gøre med 14 kilo frugt.

For når frugttræerne beslutter sig for, at nu er det høsttid, så mener de NU.

Ikke “tag lige et par æbler i dag”.

Mere: “HER ER ALT. HELD OG LYKKE.”

Og så ligger resten på jorden.

Nedfaldsfrugt er i øvrigt sin helt egen disciplin. Noget kan reddes og blive til marmelade, kompot, kage, fryserfyld eller andre ting, der får mig til at føle mig som en kvinde fra 1912 med styr på husholdningen.Resten bliver meget hurtigt til brun frugtpuré med hvepse.Så det skal også samles op. Når frugten er nogenlunde under kontrol, begynder Den Store Nedlukning.

Køkkenhaven er noget af det første, der skal tømmes. Det sidste skal høstes, planterne skal ryddes væk, og bedene skal gøres nogenlunde klar til vinter.

Men én ting har jeg lært: Hvis jeg ikke får ryddet køkkenhaven nogenlunde nu, så står jeg i oktober og kigger ud på en våd, brun, halvforrådnet jungle og bliver sur på mit september-jeg. Og hende har jeg rigeligt med andre grunde til at være sur på.

Drivhuset får til gengæld lidt længere snor. Det er ikke helt klar til at lukke endnu, for der kan stadig være planter, der hænger ved, og september kan sagtens give nogle fine varme dage. Så det bliver en mere gradvis nedtrapning. Mindre åbent. Mere lukket. Holde øje med temperaturen. Høste det sidste. Lade planterne forstå, at festen langsomt er ved at være forbi.

Det kræver selvfølgelig, at jeg husker at gøre det konsekvent. Det gør jeg cirka halvdelen af tiden. Resten af tiden opdager jeg pludselig, at drivhuset har stået gabende åbent hele natten, fordi min plan åbenbart var at give tomaterne character development.

Udekøkkenet kommer sidst. Jeg skal pakke det væk, og det bliver ikke sjovt. Det er symbolikken.Når skærebrætter, redskaber, fade og alt det andet begynder at flytte ind igen, så kan jeg ikke længere bilde mig selv ind, at vi stadig er midt i sommeren. Så er grillsæsonen officielt på vej på pension. Derfor trækker jeg den. Alt for længe. Der kan sagtens stå en grilltang ude i oktober, alene af princip.

Terrassen skal selvfølgelig også fejes og ryddes. Det er en af de opgaver, jeg har det lidt svært med rent filosofisk. For ja, selvfølgelig skal den fejes. Men vi ved jo begge to godt, at naturen kommer til at smide cirka 48 millioner blade ned på den igen bagefter. Det føles lidt som at rede sengen fem minutter før man går i seng.

Men jeg gør det. På et tidspunkt.

Græsplænerne er til gengæld outsourcet, og det er et område, hvor jeg har været genial. Jeg har robotter. Så mens resten af haven kræver menneskelig deltagelse, kan de små arbejdsheste bare tøffe rundt og klare det værste, indtil væksten bliver så langsom, at de også kan få vinterferie. Det er muligvis et af mine bedste havekøb. Jeg elsker naturen. Jeg elsker bare endnu mere, når naturen kan vedligeholdes automatisk.

Det er fristende at gøre september til ét stort projekt. En weekend, hvor hele haven skal forvandles fra sommerresidens til vinterklar matrikel, og hvor jeg søndag aften kan stå med hænderne i siden og erklære: Så. Det var dét.

Sådan kommer det naturligvis ikke til at foregå. Det bliver lidt her og lidt dér. En spand æbler i dag. Et bed i morgen. Noget bliver vasket af, noget bliver båret ind, og noget får lov at stå en uge længere, fordi jeg ganske enkelt ikke er følelsesmæssigt klar til at tage afsked med det endnu. Og det er egentlig også meget passende.

Haven lukkede jo heller ikke op på én dag i foråret. Den voksede langsomt frem omkring os, og nu forsvinder sommeren på nogenlunde samme måde. Bare med markant mere oprydning. September i haven handler derfor ikke ret meget om nye projekter. Det handler mere om at høste resultatet af dem, man startede tidligere på året, rydde op efter sommeren og gøre haven klar til at få lov til bare at være have et stykke tid. Og faktisk kan jeg godt lide den del.

Ikke farvellet til sommeren. Men systemet.

At høste. Rydde. Lukke ned. Få tingene tilbage på plads.Der er noget meget tilfredsstillende ved at gøre et helt kapitel færdigt.

Også selvom det kapitel involverer nedfaldsæbler, fugtige havemøbler og en grilltang, jeg sandsynligvis nægter at pakke væk før oktober.

Men nu: Jeg skal ud og høste.

For træerne har åbenbart besluttet, at alt skal være modent på én gang, og hvem er jeg til at modsige dem?

PS: Der er også pissemeget ukrudt.

❤️ - Mrs Storm