Hvorfor lugter vores nye hus… mærkeligt?

Vi købte et hus… og nu jagter vi en mystisk lugt som to middelaldrende spøgelsesjægere.

Jeg lagde faktisk mærke til lugten allerede første gang vi var ude og kigge på huset sammen med ejendomsmægleren. Hele huset havde den der særlige “gamle hus”-duft, som mange ældre hjem får med tiden, men bryggerset skilte sig virkelig ud.

Der lugtede ikke bare gammelt. Der lugtede jordslået. Lidt kælder-agtigt. Lidt som gammel mormor og fugtig opbevaring på én gang.

Andre syntes lugten var skarp, næsten eddike-agtig, men for mig føltes den mere tung og indelukket. Som om noget havde stået stille alt for længe.

Og det viser sig faktisk, at det er ret normalt i ældre huse.

Mange gamle byggematerialer absorberer lugte gennem årene. Træ, spånplader, gulve og vægge kan nærmest fungere som en svamp, der suger fugt, røg, støv og lugte til sig gennem årtier. Hvis et hus ovenikøbet har stået tomt i en periode, bliver lugten ofte værre, fordi der ikke længere er luftcirkulation, varme eller daglig aktivitet i rummene.

Det er præcis sådan vores bryggers føles.

Lugten er der hele tiden. Morgen og aften. Den bliver lidt mildere når døren står åben, men ellers hænger den bare i luften som en passiv-aggressiv ånd, der nægter at flytte ud.

Så selvfølgelig gik jeg i gang med verdens mindst glamourøse hobby:at gå rundt og lugte til vægge, skabe og gulve som en overmotiveret blodhund.

Først var jeg sikker på, at det kom fra et skab. Jeg åbnede skabe, vaskede skabe, lugtede til skabe og mistænkte nærmest alt i rummet. Men til sidst fandt jeg synderen.

Bag hvor en gammel fryser havde stået.

Fryseren havde stået op ad en væg beklædt med noget, der ligner spånplade, og væggen bagved er simpelthen klam. Ikke “lidt støvet”-klam. Mere “den her væg har set ting”-klam.

Det er sandsynligvis dér lugten sidder.

Og helt ærligt? Det er virkelig underligt, når ens nye hjem ikke lugter af en selv endnu. Et hjem har jo en stemning og en duft, og lige nu føles bryggerset stadig som om det tilhører nogen andre.

Det påvirker mig faktisk mere end jeg havde regnet med.

Jeg bliver nervøs for sådan noget luftvejs-halløj, når jeg opholder mig derude for længe, selvom jeg godt ved, at “gammel hus-lugt” ikke nødvendigvis betyder farlig skimmelsvamp. Fugt kan lugte jordslået og tungt uden at være synligt mug, og gamle spånplader er notoriske for at holde på fugt og lugt, især hvis noget som en fryser har stået tæt op ad væggen i mange år uden ordentlig ventilation.

Men hjernen går jo straks i katastrofetænkning:“Hvad gemmer der sig bag den væg?”

Så nu skal vægbeklædningen skiftes, og jeg er både spændt og en lille smule rædselsslagen for, hvad vi finder derinde.

For det stopper nemlig ikke helt ved bryggerset.

Vi har også et skab på første sal, som vi ikke bruger, fordi det lugter lidt funky. Ikke lige så slemt, men nok til at man åbner det… og straks lukker det igen som om skabet personligt har fornærmet én.

Indtil videre har jeg forsøgt at bekæmpe situationen med aggressiv rengøring og en nærmest absurd mængde duftlys. Det hjælper lidt, men kun midlertidigt. For hvis lugten sidder i materialerne, hjælper overfladerengøring sjældent ret meget.

Og jeg har taget mig selv i at sige til gæster:“Ja… der lugter herude.”

Bare så de ikke tror, at vi enten ikke kan lugte det… eller selv ER lugten.

Det værste er næsten, at lugten gør, at jeg elsker huset en lille smule mindre lige nu. Ikke fordi huset ikke er fantastisk, men fordi det er svært helt at føle sig hjemme et sted, der stadig lugter af nogle andre menneskers liv.

Men måske er det også en del af processen.

Gamle huse kommer med historier, slid, mærkelige detaljer og nogle gange virkelig funky lugte. Måske er det først, når væggene er skiftet, rummene er luftet igennem og huset langsomt begynder at dufte af vores mad, vores vasketøj, vores liv og vores kaos… at det for alvor kommer til at føles som vores hjem.

Xx Mrs Storm