top of page
Charmaine Storm

Hvem er Mrs Storm

Klokken er omkring ni om morgenen. Jeg sidder i min stol med en kop kaffe, kigger ud i haven og tænker på tre ting på én gang: hvad der skal sås i den nye have, hvad der skal på madplanen, og hvor i fryseren den sidste pakke hakket svinekød egentlig ligger.

Det er nogenlunde sådan mit hoved fungerer.

Jeg hedder Charmaine Storm. På internettet kalder jeg mig Mrs Storm. Jeg bor på Fyn med min datter Møf, min kæreste – kendt som Direktøren – og vores hund Mocha.

Jeg er, helt uden omsvøb, en kontrolfreak. Det har aldrig været nogen hemmelighed. Jeg kan godt lide systemer, planer og orden. Ikke fordi livet skal være perfekt, men fordi jeg ved hvor meget lettere alting bliver, når man ved hvad der foregår i sit eget hjem. Jeg har tidligere været rigtig dårlig med OCD, og det lærte mig noget vigtigt: systemer skal være noget man bruger – ikke noget der styrer én.

Derfor elsker jeg struktur, og lister og skemaer men jeg har også lært at leve med kaos. Og der er rigeligt af det. Der opstår konstant nye projekter, nye ideer og nye planer her i huset. Lige nu fylder især flytning og kommende have.

Jeg kan være næsten urimeligt optaget af to ting: have og klistermærker. Haven er mit store projekt, og målet er på sigt at være selvforsynende med grøntsager. Ikke fordi det er romantisk, men fordi det giver mening. Jeg kan godt lide tanken om at vide, hvor maden kommer fra – og at der står noget i jorden, som faktisk kan spises.

Mad fylder i det hele taget en del. Direktøren er en klassisk sovs-og-kartofler-kind-of-guy, hvilket betyder at der altid er kulør i mit køkken. Og ost. Der er også altid ost. Hvis man absolut skal kende to ting om mig, er det nok at jeg elsker min familie og at jeg elsker ost næsten lige så højt.

Nogle dele af mit liv er ekstremt organiserede. Min  iPad, fryser og min krydderihylde er nærmest militært strukturerede. Andre dele… mindre så. Der er næsten altid nyt kaos et eller andet sted i kulissen, og jeg har efterhånden accepteret, at det nok bare er sådan livet fungerer.

Jeg har også nogle stærke holdninger til ting i livet. Jeg nægter at lægge sokker sammen. Det er mit liv for kort til. Jeg kan ikke udstå multifarvede julelys. Og baked beans burde efter min mening være en international forbrydelse.

Mrs Storm er stedet, hvor jeg skriver om alt det der får et hjem til at fungere: struktur, madplaner, økonomi, have og hverdagsliv. Jeg tror grundlæggende på, at husholdning er en kunst. Ikke noget småt eller trivielt, men noget der kræver omtanke, erfaring og en vis stædighed.

Mit udgangspunkt er ret traditionelt, men med et moderne twist. Mænd og kvinder er forskellige, og det er faktisk en styrke. Et hjem fungerer bedst, når man spiller på hinandens evner. Når hverdagen er gennemtænkt, kan den også blive både hyggelig, velfungerende og – hvis man gør sig umage – en smule elegant.

Og så hjælper det selvfølgelig at drikke omkring tolv liter kaffe om dagen.

Den kommende

Mrs Storm <3

bottom of page